Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Det tager en landsby...

25. oktober 2012 kl. 12:3029
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

For tiden er jeg i gang med den traumatiske oplevelse, det er at sælge et hus i en lille landsby i Jylland i krisetider. Hver dag overvejer jeg om jeg bare skal beholde huset og i stedet finde funding til at starte et iværksætterfællesskab i huset i stedet.

Inspirationen kom fra Niels Hartvig som på mit blogindlæg "iværksætterhjemløs" skrev kommentaren:
Da jeg overvejede at kaste mig ud i Umbraco var vi som familie ved at vokse ud af den lille 2v'er på Nørrebro og som så mange andre drømte vi om et sted med en lille have. Løsningen blev at flytte væk fra København og til det - for en Københavner som jeg - skræmmende udkantsagtige Fyn. Min kone kunne komme tættere på sin familie, vi kunne få vores hus og jeg fik råd til at satse på Umbraco i stedet for mursten.

I Berlin og London er mindre attraktive bydele blevet populære når kunstnere og startuppere flytter ind. Pludselig kan butiksdød blive vendt til cafe-drift, gallerier og kontorfællesskaber. Men kan det overhovedet lade sig gøre (i mindre skala) i udkantsdanmark og hvad skal der til for at kickstarte sådan en udvikling?

Når vi snakker tech-startups er mit bedste bud at man kommer langt med superhurtigt internet, nogle foredragsarrangører og billige huslejer. Der er ikke ret mange krav et it-startup har, men hvis man kan få nogle gode aftaler om mentornetværk, gratis/billig software, donationer af gamle kontormøbler og lignende, så er man godt kørende (jeg har også set startuppere arbejde med bord og stol lavet af ølkasser og spånplade, men jeg tror ikke det kan anbefales i længden).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brad Feld har nogle tanker om hvad der skal til for at starte et sådant startupcommunity:

Remote video URL

Hans pointer:

  1. Styret af iværksættere
  2. Langsynede visioner
  3. Inkluderende filosofi
  4. Relevante arrangementer f.eks. en Startup Weekend

Min tanke er...

Tag et vilkårligt stort, velholdt hus i "udkantsdanmark", sørg for at det har lynhurtigt internet og lav det til et it-startup kontorfællesskab med et større lokale til arrangementer og plads til ca. 20-30 skriveborde - fælles for mange huse i udkantsdanmark er at de er relativt billige og hvis succesfulde, nemme at udvide med flere kvadratmeter, da der ofte er mange huse til salg i nærområdet... måske endda lige ovre på den anden side af vejen. Det er også nemt at leje et billigt hus i nærheden til beboelse, så iværksætterne har et sted at sove. Man får nogle kvadratmeter for pengene ude i landsbyerne sammenlignet med storbyerne.

Hold en Startup Weekend i huset (eller i forsamlingshuset/sportshallen i byen) og arranger gerne bus-transport fra storbyer i nærheden med fungerende startupmiljøer for at sikre nok deltagelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arranger ugentlige besøg fra vigtige personer i startup-miljøet og hold foredragsaftner om iværksætteri, lån Startup Citys koncept "4-timers-onsdage" og hold kodeweekender a la RHoK.

Lav online-undervisnings-læsegrupper, så man f.eks. kan være fælles om at tage et kursus i Machine Learning på Coursera eller Lean Launchpad på Udacity.

Tjen lidt penge og få lidt omtale på at arrangere små endags-konferencer i det lokale forsamlingshus eller sportshal.

Det kunne tænkes at en del it-iværksættere ville synes det var ret trist at bo/arbejde i en landsby, men det ville ikke gælde i samme udstrækning, hvis byen var fuld af andre iværksættere med masser af liv, arrangementer og netværk. Det er jo heller ikke alle it-iværksættere der trives i storbyer.

Man skal nok vælge en landsby med god adgang til en større by eller to, så man også kan netværke med et andet iværksættermiljø. Alternativt kunne man vælge en "venskabs-by" - et sted med et andet godt iværksættermiljø og livestreame iværksætter-events fra venskabsbyen på storskærm i kontorfællesskabet.

Vupti - lidt blod, sved og tårer senere har man så skabt en iværksætterlandsby: Startup Village. Med tag-linen "It takes a village... to raise a startup". Tag den Founders House og Startup City.

Vi skal jo lave plads til alle de nye unge iværksættere...

29 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
29
29. oktober 2012 kl. 14:45
Re: Supplér med folk, der har langt til arbejde

Gad vist, om de har fundet modeller, vi kunne lære af?

Jeg tror ikke svenskerne har samme tilgang. Det virker mest som at svenskernes udgangspunkt er at alle skal flytte til de 3 største byer.

De er så til gengæld åbne overfor at dette betyder at der skal flyttes skattekroner fra disse byer ud til deres udkantsområder.

28
28. oktober 2012 kl. 21:16
Supplér med folk, der har langt til arbejde

Da web'et begyndte at gøre Internet til hvermands eje blev der ofte talt om, at det kunne bane vejen for, at folk ikke behøvede at koncentrere sig i bestemte geografiske centre. Men det er nærmest det modsatte, som er sket, underligt nok. Dette er møg-ærgerligt, når man tænker på, hvor mange fantastiske egne, der er i landet.

Og det er jo nok fordi, at det fortsat opleves som en meget barriere-dannende situation, når folk arbejder hjemme: man er ikke lige så tilbøjelig til at gå i dialog en hjemme-arbejdende som når man lige kan smutte over og drøfte noget med dem fordi han sidder 20 meter fra én. En anden faktor ved hjemmearbejde, som jeg oplever: Når man arbejder hjemme, kan der opstå konflikter på hjemmefronten, når fx børnene kommer hjem fra børnehaven/fritten og ikke kan forstå, at far er der, men han er mentalt fraværende. Dette er den primære årsag til, at jeg sjældent arbejder hjemme.

Derfor synes jeg, at dit indlæg er rigtig spændende. En kandidat til årets bedste V2-blog-indlæg.

Jeg drøftede for nylig noget lignende med min svigerfamilie fra Nordjylland: Man burde etablere nogle kontorfællesskaber i mindre (eller måske mere realistisk: mellemstørre) købstæder. Disse kunne da befolkes med folk, der har meget langt til arbejde og som godt må arbejde hjemme meget af tiden -- men som ikke har lyst til at arbejde hjemme og som også godt kan lide at have arbejdende folk omkring sig. Hvis kontorfællesskabets gode netværksforbindelse suppleres med en indretning, hvor hyppige videokonference-situationer er indtænkt, ville det være rigtig godt.

Jeg tror faktisk, at hvis man både indtænker iværksættere, énmandsvirksomheder og fjern-arbejdere, vil man kunne opnå en kritisk masse flere steder i landet. Det burde være inden for en kommunalbestyrelses kompetencer at etablere noget sådant; lige en sag til det kommende kommunalvalg i "udkantsdanmark".

(By the way: Svenskerne har jo i sandhed udkanter og samtidig et samfund, som ligner vores meget. Gad vist, om de har fundet modeller, vi kunne lære af?)

27
27. oktober 2012 kl. 11:57
Danske udviklingsparker

Jeg sidder selv i https://www.businessparkstruer.dk der kom i stand, da Ericssons bygninger i Struer jo desværre blev tomme. Du kan for øvrigt se en liste over den slags udviklingsparker her: https://www.danskeudviklingsparker.dk/index.php?option=com_content&view=category&id=7

For mig var vandkantsdanmark ikke et svært valg, da jeg boede her i forvejen. Men ud over det, så er det nogle rent praktiske grunde, der gjorde, at jeg valgte at få lokaler oppe i businessparken. Lokalerne og pladsen var én ting. Men et par rent logistiske ting var nok det vigtigste: At der er en reception, der fx kan tage imod pakker, når jeg ikke er på pinden, og at der er en madordning. Især vores kantineordning var nok afgørende for mig, for selv om jeg ikke bruger den hver dag, så løser den et både logistisk og tidsmæssigt problem for mig, når jeg ikke skal tænke på morgenmad og madpakker.

Og i virkeligheden tror jeg, at de fleste tænker lavpraktisk på det niveau, når de skal vælge. Plads, reception og kantine. Og ikke for langt væk hjemmefra. Netværk, kolleger osv. er så en bonus oveni, men ikke det afgørende for, hvad man vælger. Det skal bare fungere (og være billigt).

For mig var businessparken faktisk en væsentlig del af, at jeg valgte at starte som selvstændig - den løste en meget stor del af de problemer, jeg ellers ville løbe ind i. Og så kunne jeg tænke på det vigtige i stedet.

Så hvis ellers, du får lavet noget, der fungerer i det daglige, og prisen er konkurrencedygtig (også i forhold til de andre udviklingsparker) så tror jeg da godt, at det kan blive til noget. Jeg tror faktisk, at den største hindring er at få byboerne til at flytte ;)

26
26. oktober 2012 kl. 15:54
Re: Jeg har bare et spg.:

Det kommer jo an på hvilken del af udkantsdanmark man tager fat i - bare spørg Dorte Toft, som kæmper god forbindelse på Samsø. https://www.version2.dk/artikel/samsoes-internet-graesroedder-rykker-40-huse-faar-internet-om-maaneden-46877

Som den første kommentator bemærkede så er det faktisk ofte nemt at få fiber lagt ind og det er det vi har gjort i vores del af "knap så udkantsdanmark, men lille landsby". Og så står det ganske godt til for nu at sige det på jysk.

25
26. oktober 2012 kl. 14:07
Jeg har bare et spg.:

Hvordan er det lige med Internetforbindelserne i udkantsdanmark?

24
26. oktober 2012 kl. 13:04
Re: Udkantsdanmark?

Det kunne faktisk være et lidt spændende eksperiment. Hvis man førte tanken lidt længere ud og antog at det lykkes at skabe en startup/it-by, hvad er så konsekvenserne af at have en landsby fuld af it-folk og iværksættere?

Udover at det ville være et godt medie-hook, så kan man jo forestille sig at den lokale skole nok ville blive påvirket når forældrene f.eks. gik sammen om at lave it-undervisning på alle klassetrin, måske ville det lokale fodboldhold lide lidt under det, mens knapt så klassiske sportsgrene såsom disc golf ville trives, køen i Brugsen blev brugt på at diskutere Cloud Computing, og den lokale kro kunne tiltrække en crowd ved at streame Appleevents.

23
26. oktober 2012 kl. 11:29
Re: For at kunne konkurrere med VBI Park

Det har du jo ret i, men samtidig så er det udkant nok til at det er billigt... i hvert fald området udenfor Horsens.

22
26. oktober 2012 kl. 11:26
Re: For at kunne konkurrere med VBI Park

Horsens er nok noget nær det mest centrale, man kan finde i Danmark, så jeg mener ikke, at Horsens kan komme i betragtning som udkantsdanmark. Vest for hærvejen og nord for Viborg og dele af Djursland kan vel kaldes udkant i Jylland, resten har for god logistik.

21
26. oktober 2012 kl. 11:13
Re: Udkantsdanmark?

Mit andet barndomshjem udenfor Uldum er også til salg (ikke af mig dog) - der er vist rigelig plads... https://www.lilienhoff.dk/liebhaver/Langagervej-12-7171-Uldum Det kan være det var noget for jer ;-). Jo flere it-folk i området, jo bedre.

20
26. oktober 2012 kl. 11:08
Re: Udkantsdanmark?

Jep - det siger måske noget om at udkantsdanmark ikke er så stort og øde alligevel som man går og tror. Der kører meget andet end lokale traktorer og gyllevogne på landevejene derude. Og jeg tror egentlig gerne folk vil bo der, hvis der var lidt mere gang i ejendomsmarkedet og den offentlige transport var operationel... Men nu drømmer vi jo selv om at flytte lidt længere ud fra byen, f. eks på et nedlagt landbrug med tilbygning hvor svigermor kan bo, så kan du jo overtage hele købmandsgården og lave fremadstormende firma der og få Uldum markeret på landkortet :D

19
26. oktober 2012 kl. 10:55
Re: Udkantsdanmark?

Verden er lille Mona :-). Jeg bor selv i købmandsgården for tiden, så din svigermor er min nabo... Og min bedstefars bror havde huset før hende.

18
26. oktober 2012 kl. 10:52
Re: Udkantsdanmark?

Hehe - og man får min svigermor som nabo (det er ikke engang løwn - hun bor i den anden del af købmandsgården :))

17
26. oktober 2012 kl. 10:14
Re: Udkantsdanmark?

Jeg tror en it-virksomhed sagtens kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft selv om den ligger i udkantsdanmark, hvis der virkelig sker alle de ting jeg har skrevet om i indlægget. Horsens ligger 30 minutter fra Aarhus i tog. Hvis man ikke kan tiltrække udviklere, så gætter jeg på at der er andre ting end geografi på spil - og det er netop derfor netværket og aktiviteter er så vigtige.

Jeg ville helt sikkert også vælge Thailand (som jeg også gjorde, da jeg skulle starte op), men jeg kan sagtens se at det ikke er et valg for alle. Folk har familie, delebørn, forældre, søskende, som ikke bare accepterer at man smutter ud i verden - det er ikke et simpelt valg. I udkantsdanmark kan familien lidt nemmere komme på besøg.

Hvis jeg skal komme med et konkret eksempel, så har jeg dette hus i Uldum udenfor Horsens. Byen er egentlig ganske aktiv, men aktiviteterne er især indenfor sport og så er der en velbesøgt højskole. Der er måske 30 huse til salg i byen lige nu og jeg har et stort hus til salg og et andet hus med lejligheder og et pizzaria. Hvis der pludselig kom masser af it-startuppere til byen kunne man starte med at leje de tomme huse/lejligheder ud og lave kontorfællesskab i det hus jeg har til salg (det egner sig godt fordi det er den gamle Købmandsgård og bestemt et sted, hvor jeg kan se for mig at man gerne vil have kunder med hen - det oser af historie, chesterfield stole og store cigarer). Dette holder så til gengæld liv i de erhvervsdrivende der er i byen (Brugsen, tøjbutik, frisører, 2 pizzariaer, en kro og et værtshus). Du har helt ret i at man til tider har brug for en bil i udkantsdanmark (selv om vi har indkøb i byen og startupperne ville bo+arbejde indenfor kort afstand, men kundebesøg og familiebesøg skal jo stadig passes), og det kan man jo også være fælles om i et startupkontorfællesskab - så er der også lige plads til en transportstartup. Der er også offentlig transport gennem byen til både Billund (lufthavn) og Horsens (hvorfra man kan tage toget til både Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København).

Hvis man lejer er det nemt at komme ud af igen, når man vil skalere op og er klar til at flytte til en større by. Spørgsmålet er så om man har lyst til at flytte, hvis det virkelig er lykkes at gøre byen til en Startup Hub. Så skal man jo undvære aktiviteterne, netværket og alt det andet som en Startup Hub fører med sig. Det handler jo ikke om at bo i triste udkantsdanmark fordi det er billigt, men om at gøre udkantsdanmark til noget alt andet end trist og bo der fordi det er billigt. Det er næsten et argument for at købe et billigt hus i byen fordi hvis man lejer og det er attraktivt, så går lejen sikkert op.

En nedlagt højskole/ungdomsskole er bestemt også en god ide, men her har vi næsten de samme muligheder bare fordelt i forskellige huse i en lille by, hvor man kan gå fra den ene ende af byen til den anden på 5 minutter... Man kan jo sagtens forestille sig at der var delte faciliteter i kontorfællesskabet, såsom bogholder, advokat, bil, aftensmad, fester og morgensang... hmmm - måske ikke morgensang, men det andet i hvert fald.

16
26. oktober 2012 kl. 08:44
Re: Udkantsdanmark?

Jeg kan godt lide idéen om den nedlagte skole/højskole/efterskole.

Ulempen er ellers, at man selv skal bosætte sig (købe - måske leje) i et hus i Udkantsdanmark, og det har de færreste vel lyst til. For hvordan kommer man af med det igen? Det er jo der blogindlægets problemstilling er startet.

Inspirerende tråd og emne på mange måder. Rigtig godt indlæg, Therese!

15
26. oktober 2012 kl. 05:14
Udkantsdanmark?

Fornyligt var der en artikel om en virksomhed i netop Horsens som udstedte en penge dusør for at skaffe en senior udvikler (højt-uddannede bosætter sig fortrinsvis i studie-byerne). Kan man scale-up en IT virksomhed i udkantsdanmark? Har du prøvet at tage bussen/offentligt transport derude? :-) (anskaffe bil+drift af den er ikke helt billigt, men noget nær et must for at bo der) Skovene omkring Horsens/Vejle fjord er flotte og afslappende - men skulle jeg bo et sted midlertidigt under en opstarts-fase for at spare penge - så ville jeg nok vælge solkysten i Spanien, Krakow, Thailand eller noget andet eksotisk (boede under mit eget startup en periode i Sydamerika - væsentligt billigere end CPH - og ret sjovt).

Hvis udkants-danmark skulle virke så tror jeg man skulle gå mere radikalt til værks - finde en nedlagt højskole/ungdomsskole - hvor man bor og arbejder på stedet, suppleret med fælles mad, bogholder?, osv - og så betaler en billig leje. Man kan så bo der i en midlertidig periode mens ideen bliver afprøvet - indtil scale-up.

14
25. oktober 2012 kl. 22:11
Re: For at kunne konkurrere med VBI Park

Det er godt du gør, Claus. Det er med til at skærpe min pitch af ideen at have et klarere segment at fokusere på.

12
25. oktober 2012 kl. 19:47
Re: For at kunne konkurrere med VBI Park

Det lyder interessant, Claus. I mine ører lyder det som om der måske er mulighed for at understøtte et segment af iværksættere som gerne vil gå endnu mere "basic" for at holde udgifterne nede. Så man er ikke i direkte konkurrence med VBI Park, men mere et supplement.

Eksemplet med Betadwarf viser endnu engang, at der er mange måder at være iværksætter på. Der er folk som ønsker at leve på en sten, nogle der vil leve i udkantsdanmark, nogle der vil være i gode kontorfællesskaber i en større by som Horsens, nogle som synes det kun kan gøres i København og så er der dem der synes man SKAL til Silicon Valley (https://www.paulgraham.com/startuphubs.html).

11
25. oktober 2012 kl. 19:36
Re: Helt klart værd at overveje

Tak Einar!

Danmark har bestemt brug for flere iværksættere og flere der kæmper for at give gode vilkår for iværksætteriet. Det er en fælles opgave.

Jeg har fået overvældende god respons på dette indlæg især udenfor kommentarfeltet, så der er bestemt mange der synes det er et vigtigt og spændende emne.

10
25. oktober 2012 kl. 17:08
Re: Re: Helt klart værd at overveje

Ja og deres kickstarter projekt ser ud til at gå den helt rigtige vej - Danmark skulle have flere af den slags og sandelig også af din slags - Det er super fedt at du deler ud af dine erfaringer og ideer - Keep it up!

9
25. oktober 2012 kl. 17:07
For at kunne konkurrere med VBI Park

Under 2000 kr/mdr gælder forresten kun for de første 3 måneder her. En slags startpakke.

Derefter stiger den til 2400+moms for et skrivebord, en kontor stol og et skab. Så sidder man på 4 personeres kontorer.

Det ligger i Horsens centrum, hvilket sikkert godt kan gå som udkants Danmark.

Det er rigtigt fine lokaler. Man kan nemt få studerende ind som praktikanter eller i studie job. Der er flotte mødelokaler som er nemme at booke. Der er printer. Horsens erhversråd, og andre af sådanne organisationer er til stede i bygningen.

Et godt iværksætter fællesskab.

Det er vel egentligt det.

8
25. oktober 2012 kl. 17:04
Re: Helt klart værd at overveje

Fantastisk eksempel Einar! Betadwarf lyder som nogle seje folk, der virkelig er fast besluttede på at føre deres drøm ud i livet. De skal nok blive til noget stort.

7
25. oktober 2012 kl. 16:55
Re: Sindsygt god ide

God pointe Claus!

Hvilke faciliteter skal man have på plads for at kunne konkurrere med VBI Park?

Personligt tror jeg det kunne ende noget under de 2000/mdr pr. mand med det eksempel jeg lige har i tankerne. Dertil kommer hvad iværksætterne sparer i boligudgifter ved at flytte til et hus i nærområdet - boligposten er jo typisk den store grumme post i privatøkonomien, når vi er i større byer.

6
25. oktober 2012 kl. 16:53
Helt klart værd at overveje

www.betadwarf.com - Er en dansk gruppe IT iværksættere, de har søsat et kickstarter projekt til at dække omkostninger https://www.kickstarter.com/projects/betadwarf/forced - de har solgt eller flyttet ud af deres lejligheder og bor nu sammen i et hus hvor de sover, lever spiser og drikker, de har en drøm om at skabe noget og mon ikke der er mange flere af denne slags menesker som går med en iværksætter i maven men lige mangler det sidste nøk førend de tager springet.

Og en ejendom på landet... tjae et sted væk fra storbyens fristelser med plads til fordybelse i ens projekt - Det lyder da som en rigitg god ide - Løb med ideen hvis du har mulighed for det, kunne jo være at det blev en stor success.

5
25. oktober 2012 kl. 16:04
Sindsygt god ide

Har ikke så meget at sige ud over det :-)

Men man skal huske på konkurenter som https://www.katrinebjerg.net/ og VBI park i Horsens(hvor jeg selv sidder) https://www.vbipark.dk/.

Her kan man sidde for under 2000/mdr og med 100 MBIT download/gode mødelokaler og faciliteter osv.

4
25. oktober 2012 kl. 15:30
svarede Mona Holm [2]
Re: Den rådne banan..

Var det ikke sådan noget Klitmøller havde gang i for et par år siden - gad vide hvordan det går med det.

Jeg har først hørt om Cold Hawaii aka Klitmøller i år fra nogle venner der surfer, og det lyder til at være ret populært. Blandt surfere i hvert fald.

Øvrigt kan man få rigtigt meget ud af bare at navngive et område i forhold til en specifik målgruppe. Jeg kan ikke finde linket, men jeg kan huske at have læst at engelsk politiker udtalte at bare det at navngive Londons Silicon Roundabout/TechHub gav store fordele i forhold til at kæmpe om funding og omtale. På den måde er "Cold Hawaii" en genistreg.

2
25. oktober 2012 kl. 13:34
Den rådne banan..

Var det ikke sådan noget Klitmøller havde gang i for et par år siden - gad vide hvordan det går med det. https://www.information.dk/224879

1
25. oktober 2012 kl. 12:52
En spøjs deltalje ved disse

En spøjs deltalje ved disse udkantsbyer er at der ofte nemt kan etableres fibernet fordi elselskaberne i "udkantsdanmark" tilbyder det. Det er som jeg har forstået en ret dyr fornøjelse at få etableret i en større by. En iværksætter vil nok ikke have råd til andet end 10 Mbit/s ADSL, men det rækker jo ikke langt hvis man arbejder med contenttjenester