Her ransager politiet bridgeklub fuld af pensionister

En dansker og 31 andre udlændinge er blevet anholdt for at spille kort i Thailand.

Onsdag blev 32 fortrinsvis ældre udlændige anholdt ved en razzia i thailandske Pattaya, fordi de spillede kortspillet bridge.

Blandt de anholdte var en dansk mand, bekræfter den danske ambassade i Thailand via Udenrigsministeriets Borgerservice over for BT.

Razziaen forgik på Jomtien & Pattaya Bridge Club i det thailandske ferieparadis, hvor hæren og politiet troppede op for at ransage spillefuglene.

Udover danskeren blev også 12 britter, tre nordmænd, tre svenskere, to australiere, en tysker, en fra New Zealand samt en 84-årig hollandsk kvinde anholdt, skriver den lokale avis Pattaya One.

Ifølge BBC var baggrunden for den opsigtsvækkende razzia, at en af de lokale indbyggere i Pattaya havde klaget til den thailandske korruptionsmyndighed. Man skulle ellers mene, at der i Pattaya, som især er berygtet for den turistrettede sexindustri med hundredevis af go-go barer og deslige, sker mere kontroversielle ting end 32 pensionister, der spiller kort

Men ikke desto mindre blev kortspillerne anklaget for at have brudt en lov fra 1935, der fastlår, at ingen må være i besiddelse af mere end 120 spillekort.

31 af de anholdte - heriblandt den danske mand - blev senere løsladt mod en kaution på knap 1000 danske kroner. Én kvinde blev dog i fængslet, da hun nægtede at erkende at have deltaget i ulovlig gambling.

- De påstod at vi havde spillet om penge og viste og en ransagningskendelse som var skrevet på thai. Vi fik lov at spille færdig mens de gennemsøgte lokalerne. Derefter blev vi alle sammen taget med på politistationen i Pattaya. Der skulle vi sidde i et afhøringsrum i flere timer, fortæller norske Svein Stubberud, der var blandt de anholdte til Nettavisen.