Knud Pedersen, byrådsmedlem for Venstre i Brønderslev Kommune, holder om mikrofonen med et svagt greb, han flakker med hænderne. Det gør det svært at høre, hvad han siger i det tætpakkede telt med over 300 mennesker og lyden af silende regn på dugen.
“Det er spændende at komme til et samfund som Stenum,” siger han. “Et aktivt samfund. I kan rigtig mange ting. Mange skeler til jer og misunder jer. I har en privatskole, en ny hal, to kirker. Man spørger, hvordan gør I?”
Det er Sankt Hans i Stenum, en lille landsby, der ligger 36 kilometer nord for Aalborg. En stor del af byens 266 indbyggere og gæsterne udefra har lige fået helstegt pattegris, flødekartofler og lidt salat. Nu nyder de deres øl til Knud Pedersens tale, inden bålet skal tændes, og heksen skal brændes – hvis det altså stopper med at regne.
Beboerne anstrenger sig egentlig ikke for at høre efter, hvad Knud Pedersen har at sige. Sandheden er, at han er hentet ind som afløser for at holde en tale, der ellers traditionelt holdes af en beboer fra området, da flere lokale talere har meldt afbud i sidste øjeblik. De har ikke brug for ros fra Brønderslev Kommune, der nær havde taget livet af deres lille landsby, da de i slutningen af 1980’erne valgte at spare de øverste klassetrin væk fra den lokale folkeskole. For det var her, succesen om Stenum begyndte. Eller faktisk, for nu at være helt præcis, var det en anelse længere tilbage i tiden.
Stenum er ved første øjekast en landsby, der minder om flere hundrede andre danske landsbyer. Man kører forbi dem på vejen til de større byer i kommunerne, og det går stærkt. I Stenum er der ikke langt, kun lidt under to kilometer, fra skiltet, der markerer byens begyndelse, til skiltet, der markerer dens slutning. Mellem de to skilte når man at køre forbi et lukket loppemarked, en autoservice kaldet Tanken, et hvidt, forfaldent skur omringet af flagstænger, en skole bag nogle buske og et beskedent hegn, flere monumenter af store sten, og så er du ude af landsbyen med stanken fra minkfarmen nogle kilometer væk. Her vil du ikke stoppe op af nysgerrighed en torsdag formiddag, men blot nå at tænke tanken om, hvem der mon bor et sådant sted.
I Danmark er der cirka 6.000 små og store landsbyer med et befolkningstal på mellem 25 og 1.000 indbyggere. En femtedel af danskerne bor i en landsby.
Men bliver man alligevel nødt til at gøre holdt i Stenum ved Tanken, fordi man skal fylde bilen op eller få luft i sit dæk, vil man sandsynligvis møde 68-årige Poul Egebak, der altid har arbejdet her som automekaniker. Eller Mr. Stenum, som nogle i byen gerne kalder ham. Poul Egebak har været med helt fra begyndelsen, da en strategi skulle lægges for, hvordan landsbyen skulle trodse tidens hårde odds: Den stadig stigende fraflytning fra land til by – befolkningstallet i Danmarks landdistrikter er faldet 5,2 procent alene siden 2009 – og de seneste 10-15 års politiske tiltag mod en større centralisering. Landsbyer med under 200 mennesker forsvinder i stigende grad fra Danmarkskortet.
For flere landsbyer har de udfordringer været et skub ud over afgrunden. Men ikke for Stenum.
Historien om Stenum er først og fremmest historien om, hvilken kolossal betydning lokale ildsjæle har for en bys velbefindende. Man kan diske op med handlingsplaner og strategier, med pengepuljer og flotte projekter for at forhindre landsbydøden – men der er intet, der ville fungere uden ildsjæle. De er den centrifugalkraft, hvorfra enhver energi i et lokalmiljø udspringer. De kan afgøre en bys skæbne.
I Stenum bor der mange ildsjæle. Byen har nærmest en decideret ildsjæle-kultur, og sådan har det været siden 1980’erne, hvor dedikerede borgere lagde tid, arbejdskraft og penge i at sikre landsbyens overlevelse. Det var også dengang, de fik en afgørende idé. De oprettede en andelsforening, Sognecenteret, som sikrer området attraktive faciliteter, og at pengestrømmen bliver i landsbyen.
“Hele samarbejdsånden og frivilligheden startede i 1982, da vi opdagede, at vi havde sten fra istiden, som vi gerne vil grave op, pynte byen med og sælge noget af,” fortæller Poul Egebak stolt. “Vi var en del beboere, der gik dør til dør og samlede penge ind til formålet. Klokken et om natten stod 150 mennesker og klappede, da stenene tittede frem.”
Netop tanken om at skrabe penge sammen, investere dem og sørge for, at de cirkulerer rundt i byen, er kerneidéen bag landsbyens opblomstring. Da de stod med en skole, der var truet af besparelser, samledes nogle af byens familier for at lægge en plan for, hvordan de skulle indsamle penge til at omdanne Tolstrup Stenum Skolen til en friskole.
“Nej. Fanme nej. Lukker de skolen, slukker de landsbyen,” siger Poul Egebak. “Det måtte ikke ske. Skolen er jo en landsbys hjerte. Det er her forældrene samles og mødes, og børn går i skole for så at gå til fritidsaktiviteter og så videre. Alt det forsvinder, hvis skolen forsvinder. Hvad har vi så tilbage?”
Igen måtte de gå dør til dør for at finansiere projektet. Men det var hverken praktisk eller holdbart i længden at betale husleje til Brønderslev Kommune, selv om de til gengæld fik penge til vedligeholdelse. De skulle sende en ansøgning ind i tre eksemplarer, som skulle godkendes af kommunen, hver gang de ville bruge skolens lokaler til fritidsaktiviteter. Det var en tung, besværlig og bureaukratisk proces.
Den 8. juli 1992 fik de derfor idéen til at oprette Tolstrup Stenum Sognecenter. Andelsforeningen opkøbte flere grunde finansieret gennem borgerlån. Og i 2004 fik de råd til at købe skolen. På den måde var det borgerne selv, der købte grundene, og dem, som huslejen gik tilbage til. Eller til Sognecenteret, hvis bestyrelse, med Poul Egebak som formand, forvaltede pengene til gavn for Stenum. Dertil blev de ved at nyde godt af det offentliges økonomiske forpligtelser, samtidig med at de tog et lille lån fra banken, som i dag er tilbagebetalt.
I 2014 foreslog lektor i byplanlægning ved Aalborg Universitet Jørgen Møller at fjerne op mod 500 landsbyer på grund af deres faldefærdige tilstand.
Derfra er det gået stærkt. Siden Sognecenteret blev oprettet, er der – blandt andet – opført en parkeringsplads (det var i 1993), bygget ud på skolen, der har fået et stort fælles køkken til brug for alle institutioner i Stenum (1994), etableret en børnehave og et klubhus (1995), bygget en sportshal (2001), et fitnesscenter (2009) og et forsamlingshus (2013).
“Det er alt sammen muligt, fordi mange af vores byggeprojekter er opført af frivillige. Vi har mange gode kræfter i området. Vi har en arkitekt, der har tegnet bygningerne, håndværkere, der har arbejdet på at opføre det meste, og mennesker, som har været villige til at investere i deres område. På den måde har vi gjort det hele billigere, end hvis kommunen selv skulle lave de her ting, selv om det jo på ingen måder var tænkeligt, at de ville,” forklarer Poul Egebak.
I dag er bøtten vendt på hovedet, og det er Brønderslev Kommune, der lejer sig ind i landsbyens mange faciliteter. Dog med langt mindre papirarbejde. Og især folk fra de omkringliggende byer valfarter til Stenum for eksempelvis at gå i landsbyens populære friskole, der er kendt for sin høje kvalitet i undervisningen. Som skoleinspektør Marianne Hejlesen forklarer på hendes kontor:
“Vi har cirka 20 børn per klasse, og vi er særligt kendt for at kunne håndtere børns forskellighed. Der er tid til den enkelte. Det er værdier, der er oppe i tiden, og som forældrene med rette går op i. Det skaber ganske enkelt en bedre undervisning. Vi har kun engagerede undervisere og forældre herude.”
Skoleinspektørens sekretær kommer ind på kontoret med blomster og en stor bøtte med små Snickers- og Bounty-chokolader.
“Det er fra en forælder, der er enormt glad for den fremgang, hans barn har opnået i skolen,” siger Marianne Hejlesen, som var denne gestus dagligdag for inspektøren. Hun er godt klar over, at historien bag friskolen og stedets betydning er enorm vigtig for beboerne i Stenum. Skolen er omdrejningspunkt for fællesskabet.
“Stædighed, ukuelighed og hårdt arbejde. Det er nok svaret på, hvad der holder Stenum i gang,” er Marianne Hejlesens svar på succesen. Hun har aldrig selv boet i Stenum, men føler en stærk tilknytning til området.
“Hvis man har så central en funktion i området som min, skal man være engageret og nysgerrig på landsbyen og folkene herude,” siger hun. “Og her er let at falde til.”
Og så alligevel, som udefrakommende kan hun se bristerne bag succesen. Konflikter er uundgåelige i små samfund med ildsjæle, der arbejder med hjertet og bruger mange timer hver dag på et fælles projekt. Der er kliker og heftige diskussioner. Det ved den 54-årige pædagog Stig Andersen alt om. Han er tilflytter til Stenum og er den udtalte opposition til Poul Egebak og gruppen rundt om ham.
“Jeg har stor respekt for Poul og den ældre generation,” understreger han dog. “De har sat gang i en hel masse. Og de arbejder i døgndrift, når først en ny idé er født.”
På trods af uenighederne arbejder han tæt sammen med resten af bestyrelsen i Sognecenteret. Den uskrevne arbejdsfordeling er, at Poul Egebak og hans bagland fører idéer ud i livet, det er de særligt gode til, mens Stig Andersen er god til at mobilisere folk blandt beboerne i området til det frivillige arbejde. Stig repræsenterer den yngre generation i landsbyen. På den måde er de en duo, der holder landsbyen sammen.
Ingen kan tage stoltheden og de prangende resultater fra Stenums beboere. Janteloven er en by i Rusland. Her hylder man hinanden så meget, at landsbyen har sit helt eget hall of fame i form af en række træer, som man planter og opkalder efter byens helte. Poul er en af dem.