Hele 250.000 flere danskere skal i arbejde, og vi skal gå endnu senere på pension.
Det annoncerede statsminister Lars Løkke i mandags.
Det var blot nogle af de centrale budskaber i regeringens 2025-plan, der skal få flere til at arbejde mere.
Men hvorfor egentlig? Ifølge Roland Paulsen, sociolog ved Lunds Universitet, er der faktisk slet ikke er brug for, at vi arbejder så meget. Og vigtigere: Vi har glemt at spørge os selv, om arbejdet er målet med livet – eller et middel til noget andet.
I de senere år har han skrevet en række bøger om svenskernes arbejdsliv og argumenteret for, at vi skal arbejde mindre.
»I Sverige har vi reduceret arbejdstiden utroligt meget. En og samme generation har i løbet af et arbejdsliv oplevet, at arbejdsugen gik fra seks til fem dage, fra 48 timers arbejdsuge til 40 timers med mere ferie og længere pensionsalder. Men den udvikling standsede i 1970’erne. Det, vi nu ser i Sverige, Danmark og andre europæiske lande, er, at man forlænger arbejdstiden, frem for alt hæver pensionsalderen.«
De øgede arbejdskrav kan ikke forklares med, at vi som samfund har brug for højere produktionsevne, for effektiviteten er kun steget i den periode, hvor vi har sat arbejdstiden ned, forklarer Roland Paulsen.
I takt med teknologiens udvikling har vi ovenikøbet fået stadig bedre forudsætninger for at arbejde mindre. I stedet er det som sagt paradoksalt nok gået stik modsat.
Politisk konsensus
Det skyldes ifølge Roland Paulsen for det første en politisk konsensus, hvor de bærende partier kan være uenige om feminisme, indvandring og klimaforandringer, men alle til gengæld er enige om, at vi skal arbejde så meget som muligt:
»Den politik, der føres i dag, også af socialdemokraterne, som tidligere var optagede af at omfordele, er meget administrativ og handler om så høj tilvækst, så lav arbejdsløshed og så lav inflation som muligt. Alle er enige om at holde gang i kapitalen. Der findes ikke nogle konfliktpunkter med den økonomiske magt. I stedet anstrenger man sig mest muligt med ikke at skræmme den væk til andre lande,« siger Roland Paulsen, der mener, at når man er bange for at støde sammen med den økonomiske magt, levner det politisk meget ringe plads til noget så progressivt og dyrt som at sætte arbejdstiden ned.
For det andet er vores syn på arbejde undergået en voldsom forandring. I et historisk perspektiv er det relativt nyt at se arbejdet som andet end et nødvendigt onde. Kortere arbejdstid stod, næst efter stemmeret, øverst på dagsordenen i arbejderbevægelser over hele Europa for 100 år siden.
Dengang havde man også en forestilling om, at teknikken skulle skabe mere frihed. Men i dag ser mange ikke teknikken som et håb, men som en trussel mod arbejdet. Som i mellemtiden har skiftet status fra et onde, der skal reduceres, til et gode, der gør os til samfundsborgere.
»Udviklingen tog fart i 1960’erne og 1970’erne frem mod i dag, hvor det hedder, at arbejdet leder til harmoni, og at det er måden, mennesker bliver fuldgyldige medlemmer af samfundet på. Og når arbejde opfattes som noget godt, er der jo ingen grund til at reducere det,« siger Roland Paulsen.
Hvem skaber værdi
I den danske debat blev et forslag fra Alternativet om 30-timers uge i forbindelse med partiets sommergruppemøde mødt med hovedrysten og latterliggørelse. Ikke mindst efter at en beregning fra Finansministeriet for nylig viste, at forslaget ville koste statskassen 130 milliarder om året.
I en leder i JyskeVestkysten blev Alternativets forslag kaldt for ’narreværk,’ cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen udtalte, at »Alternativet løber fra den økonomiske tyngdelov«, mens Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokraterne, sagde til Ritzau om partiet, at: »de reducerer sig selv til pauseklovne.«
Og den reaktion kan Roland Paulsen nikke genkendende til fra Sverige. Spørgsmålet om mindre arbejdstid kan på mange virke næsten provokerende. Og bliver ofte latterliggjort:
»På det personlige plan er det en vigtig del af vores liv at blive lykkelige arbejdere. Tilpasningen begynder allerede i skolen, hvor et arbejdsliv bliver beskrevet som et slutmål, og når man tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er meningen med livet, anfægter man nogle meget fundamentale valg, vi alle træffer, som også handler om fravalg af eksempelvis tid med familie og børn,« siger Roland Paulsen, der mener, at opfattelsen af arbejde som indholdet i livet – eller det, han kalder »socialiseringen til at arbejde« – i dag har en styrke på linje med det forhold, vi tidligere havde til religion.
»Religionen har ikke længere en funktion i det sekulære samfund, kærligheden heller ikke længere: Men igennem arbejdet kan vi blive hele mennesker.«
Han påpeger, at de mennesker i samfundet, der tjener mest, rent faktisk producerer mindst – herunder forskere som han selv:
»Vi tror, at hvis man har et arbejde, er man nyttig, og jo mere man tjener, des mere nyttig er man. Men ofte er det modsatte rent faktisk tilfældet: Jo mere du tjener, des mere unyttig er du. De, der tjener allermest, er ofte mennesker, som ejer kapital, de blot flytter rundt på. Jeg kan faktisk ikke forstå, at butiksansatte eller sygeplejersker ikke bliver vrede på os, der ikke bidrager med særligt meget, men som tjener meget mere,« siger Roland Paulsen.
Drømmen om ’fri’
Filosoffer som Platon og Aristoteles mente, at arbejde var fordummende, fordi det forhindrede mennesker i at filosofere. Arbejdet blev i det gamle Grækenland udført af kvinder og slaver. Imens havde filosofferne fri til det modsatte af at arbejde – nemlig til at tænke vigtige tanker. I 2016 er det at være filosof ikke længere det modsatte af at arbejde, men en jobbeskrivelse:
»Man kan tage hen på et universitet som filosofiprofessor hver dag og sige: ’Jeg arbejder.’ Sådan ser jeg også på mit eget job som forsker: Jeg er meget privilegeret og heldig at få penge for noget, som det er fuldstændigt urimeligt og mærkeligt at kalde et arbejde.«
Selv om vi hele tiden bliver mødt med, at arbejde er godt for os, findes der ifølge Roland Paulsen i forskningen megen evidens for, at det ikke hænger sådan sammen. Dels er langt flere af os utilfredse end tilfredse med vores arbejdsliv.
Flere undersøgelser har vist, at de fleste, hvis de får valget, hellere vil gå ned i tid, end op i løn. Og da Gallup i 2013 lavede en global undersøgelse, hvor man spurgte over 73.000 mennesker om deres forhold til arbejde, svarede kun 13 procent, at de var engagerede i deres arbejde. Langt de fleste var indifferente, og hele 24 procent hadede ligefrem deres job eller udførte det med stor ulyst.
Forskningen viser også, at produktiviteten øges, når arbejdstiden sænkes. Det skyldes, at vi orker mere, når vi arbejder mindre, siger Roland Paulsen. Og så er der helbredet: En undersøgelse har vist, at det forbedres med, hvad der svarer til ti leveår, når man går på pension.
»Omvendt udgør arbejde en sundhedsrisiko. Hvis man regner alle arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme sammen, koster de det samme som sygdommen cancer. For meget arbejde fører til enorme udgifter og en enorm lidelse. Vi, der debatterer de her ting, og journalister og forskere, der beskæftiger sig med de her ting i debatten, har typisk et arbejde, vi finder meget meningsfuldt, men for langt de fleste mennesker er det ikke tilfældet,« siger Roland Paulsen.
Nogen skal betale
Både hans egen ph.d.-afhandling og forskning fra blandt andet Tyskland viser, at mange af os rent faktisk ikke er særligt effektive i arbejdstiden. Mindst to ud af otte arbejdstimer går gennemsnitligt med at ordne private ting som eksempelvis opdatere sociale medier eller ordne ærinder.
»Og det er ovenikøbet ujævnt fordelt. For mens nogle har job, hvor de er meget ineffektive, har andre eksempelvis sygeplejersker ikke en eneste pause.«
Det store spørgsmål er dog, hvordan reduceret arbejdstid skal finansieres. Ikke mindst i en tid, hvor demografien sender en generation af ældre ud af arbejdsmarkedet – mennesker som kommer til at få brug for blandt andet omsorg og pleje.
»Jeg mener, at vi godt kan tage højde for den udgift, fordi vores produktivitetsudvikling har været så utroligt høj. Når man ser på både Sverige og Danmark har vi fordoblet vores produktivitet bare siden 1970’erne, vi er blevet meget mere rige, end udgifterne er steget,« siger Roland Paulsen, der dog ikke mener, man kan diskutere udgifterne uden at tale om adgangen til rigdomme.
»Det er klart, at der er nogen, der skal betale. Det fornægter jeg ikke. Og derfor bør man se på, hvem der er blevet rige de senere år. I Sverige har vi i de seneste 20 år haft den hurtigst voksende klassekløft i hele OECD. Og når produktivitetsoverskuddet ikke er gået til højere løn eller kortere arbejdstid, er det gået til kapitalen. Og den udvikling vil man blive nødt til at bremse, hvis man fordyrer arbejdskraften ved at sænke arbejdstiden. Samme løn for mindre arbejde indebærer også en risiko i et globaliseret samfund for, at kapitalen flygter ud af landet, men det kunne også ske, at andre lande begyndte at efterligne det, hvis vi i Sverige gik i brechen for noget nyt,« siger Roland Paulsen og henviser til, at man som tidligere beskrevet i Information blandt andet i Göteborg gennem flere år har igangsat en række eksperimenter med 30-timers arbejdsuge.
Og i denne uge oplyste internet-giganten Amazon, at de indfører arbejdshold, der arbejder 30 timer om ugen, men bevarer rettigheder som fuldtidsansatte.
Et nyt menneske
»Dengang jeg skrev min første bog i 2010, var debatten om kortere arbejdstid helt død, men siden er der igangsat flere eksperimenter, blandt andet inden for sundhedsvæsnet og ældreomsorg. Man har kunnet se klare gevinster i form af mere arbejdsglæde, mindre sygefravær. Og nu ser man også, hvordan Finland, Norge og Canada vil indføre eksperimenter med borgerløn. Måske er den sikreste vej fremad rent faktisk at eksperimentere,« siger Roland Paulsen, der mener, det er oplagt for de nordiske lande at gå forrest med netop dette, ligesom vi tidligere har gjort det med hensyn til velfærdsmodeller.
Økonomen John Maynard Keynes skrev i 1930 i et essay til sine børnebørn, at kortere arbejdstid for alle måtte være målet for modernisering af samfundet.
Det er ikke et essay, der tales meget om i den i øvrigt ofte Keynes-inspirerede fælles brainstorm om, hvordan vi øger væksten og arbejdstiden, der udgør den økonomipolitiske samtale mellem de store skandinaviske midterpartier. Men Roland Paulsen har læst det:
»Keynes diskuterer, hvilke slags mennesker der kunne opstå i et samfund, der ikke arbejdede. Han mente at frem for mennesker, som var nervøse for ikke at passe ind, som aldrig kunne slappe af og skulle have neurotisk kontrol over alting, ville en ny slags menneske kunne vokse frem, som kunne tage del i livet på en ny måde,« forklarer han.
Han er ofte blevet spurgt, hvad vi dog skal bruge tiden på, hvis vores arbejdstid bliver væsentlig kortere.
»Og det er et trist spørgsmål. For pointen er jo, at du kan gøre, hvad du vil. Fritid er jo netop ikke defineret. Ofte er tesen, at fritiden skal spejle dit arbejde, sådan at hvis du yder maksimalt på arbejdet, skal du være maksimalt uvirksom i fritiden. Men sådan tror jeg ikke, det ville være, hvis vi havde mere fritid. Så tror jeg faktisk, at vi ville blive mere initiativrige, og at vi ville finde på ting, der lignende arbejde. Der findes en produktiv kraft i mere fritid – tænk bare på frivilligt arbejde. Eller på hvor mange af de største ideer og opfindelser, er kommet til folk, når de ikke arbejder. Men det er også et mysterium, for vi ved ikke, hvilken vej menneskeheden ville udvikle sig, hvis potentialet til frihed blev realiseret.«
Dødsangst.
"Engang var arbejdet et middel til noget andet" - det er det da stadigvæk for langt de fleste. Prøv at tilbyde folk, at de kan få lov til at arbejde uden at få løn for det, og se, hvor mange der tager imod tilbuddet. At visse neurotiske individer vitterligt tror, at de lever for at arbejde, skal da ikke afholde os andre fra at betragte dem som tåber.
Men det er også et mysterium, for vi ved ikke, hvilken vej menneskeheden ville udvikle sig, hvis potentialet til frihed blev realiseret.
Hvad mon der forståes ved "frihed"?
Hvis friheden er et liv med alt til dagen og vejen og uden nævneværdig begærlighed, så er der milliarder af mennesker at studere ude i den overbefolkede verden. Mennesker der lige netop klare sig, hvis altså ikke den kapitalistiske begærlighed kommer og skubber for meget rundt med deres levevilkår.
En vigtig ting for frihedsfornemmelsen er frihed for begærlighedsobjekter og så naturligvis et balanceret værdigt liv.
Niels Nielsen, jeg er vokset op i arbejderkultur med kort til nyttehaver og havn, og jeg så hundredevis, der efter en 45 timers arbejdsuge stod op, tidligt lørdagmorgenen, kørte på cykel ud til deres nyttehave og gravede og tømrede eller ned til deres båd og sleb, lakkerede og snedkererede uden at der var en eneste der så skævt til det. Håndværk er en interesse. Industrialiseringen er et arbejde.
Netop, Bill Atkins. At spille musik er at leve, at man også kan få penge for det gør det så til et arbejde. Jeg kunne aldrig finde på at sortere post bare for at sortere post, men som ung var jeg postbud for at tjene penge, så jeg kunne spille musik i min fritid.
Åhhh, hvor var det dejligt at læse artiklen.
Arbejde er roden til meget godt - men mindst lige så meget lort.
Jeg ville ønske det var mere udbredt og ok at udtrykke, at arbejde ikke er livets mening.
Ja, nogen arbejder for at leve, andre lever for at arbejde ...problemerne opstår når de der tjener på andres arbejde gør de arbejdsivriges eksempel til samfundsmoral.
Det er vist på tide igen at linke til Bertrand Russell og hans "In praise of Idleness":
http://www.zpub.com/notes/idle.html
Derfor går Alternativet også ind for 30 timers arbejdsuge.
Men arbejde skal ikke generelt lægges for had eller unødigt eller latterligt.
Arbejde er nødvendigt, tænk lidt over det.
Arbejde er også dejligt.
Det er dejligt at bruge sin krop i arbejdet, sit hoved og sine kundskaber.
Man taler om at det er godt at "have noget at rive i"
Arbejde kræves for almindelig husholdning, og arbejde skal helst give mening, hvilket de fleste lønarbejder også gør. Folk har fra gammel tid nydt arbejdet med at skaffe føden ved at jage, samle eller dyrke jorden, bygge huse, både eller redskaber, - selv Jens Vejmand havde formentlig glæde af at jævne vejen for andre. Arbejdet har altid været en del af det voksne menneskes liv, Det skal man ikke kimse af.
M K N
Men hvem vil da osse det - lægge arbejde generelt for had? Kan du læse det i artiklen eller hvor får du den opfattelse fra at nogen vil lægge arbejde for had? Og hvem er det, der gør det?
Der findes arbejde, som har med praktiske, nødvendige anordninger som mad, varme og husly at gøre og så findes der arbejde, som nogle af os udfører uden at kunne se den store mening med det. Sprogligt Kan vi ikke på dansk skelne mellem de to former for arbejde. Det er et problem, vi må løse.
" . . . effektiviteten er kun steget i den periode, hvor vi har sat arbejdstiden ned, forklarer Roland Paulsen."
Ååågh! Smukt! Bare der var nogle politikere der kunne få dette gennem deres tykke pande. Men det med nødvendigheden af at arbejde sig selv ihjel er desværre gået henne og blevet erstatningsreligionen. Så nytter det ikke noget med ræsonnement. Det handler om at vi skal pine og straffe vores selv mere; det kan Mammon lide og så vil han måske begunstige os hvis vi gør det så det virkelig gør ondt.
En ægte fremadsynet regering ville indse at arbejde snart bliver en luksus vare, og begynde at nedsætte kommissorier for at finde ud hvordan samfundet så må indrettes i stedet for.
Ingen forhindrer nogen i at starte en virksomhed, hvor ens ansatte arbejder de nævnte 30 timer. Kom frisk og start et kooperativ, og undlad så at forsøge at få lovgiverne til at blande sig i arbejdsmarkedets gebet.
Enten styrer politikerne forholdene på arbejdsmarkedet, eller også gør arbejdsgiverne og lønmodtagerne det i fællesskab.
Lise Lotte Rahbek,
nej, det er også for stærkt udtrykt. Jeg synes dog nok, at jeg ind imellem er blevet skældt grundigt ud i debatter om emnet, hvis jeg har tilladt mig at ymte, at alle ikke kunne være pilgrimsvandrere eller flytte ud i de svenske skove, og at jeg var glad for, at nogen ville være buschauffører eller kasseassistent i Brugsen.
MKN
Joda. Men kasseassistenten og buschaufføren udfører jo et arbejde, som giver mening. Hvis vi absolut VIL have kasseassistentjobs og buschaufførjobs tage en beslutning om, at de max må fylde f.eks 4 timer om dagen. Nå selvbetjeningen og de førerløse køretøjer er fuldt indfasede, vil disse jobs være væk. Hvad skal personerne, som udførte disse jobs, så leve af?
UBI - ubetinget basisindkomst, Lise Lotte Rahbek. Det ville være den bedste og mest logiske løsning.
Selve konstruktionen af den førte politik får jo tankerne hen på B. F. Skinner og hans adfærdsterapi. Altså en mandsdomineret (m/ k) version, der firkantet handler om at tilpasse mennesket til den bestående disciplin (med passende straf/ sanktion for at ville snyde, hvilket dog kun befinder sig hos den kontrollerendes tanker)
Derfor tænkes der i økonomi og styring.,
Brinkmann er vel en af de modsatte kræfter og lad os håbe, at der snart viser sig flere...
Inden politikere føler sig taget på sengen, i deres egen tonedøvhed for fremtidens automatiseringer, ressource-knapheder og samfundsfinansierings-udfordringer.
Så bør de allerede nu se på en langsom og glidende erstatning for de ca. 350mia. kr. indkomstskatter der ryger ind i kassen med de godt 1.000mia kr. årligt til budgettet.
Før eller siden kommer vi ned på 30 timers uger og mindre endnu. Derfor skal der også findes en anden måde at finansiere velfærdsstaten på.
Økonomiprofessor Jørgen Ørstrøm Møller har flere gange løftet en finger, hvor han har sagt at vi står overfor en global udfordring på jordens ressourcer. At fokus kommer til at flytte sig fra produktion pr. krone, til produktion pr. ressource enhed.
Vi er vist også ved at være oppe på at bruge jordens ressourcer x2 om året for tiden.
Der er ting der hænger sammen.
Denne artikel om 30 timer, Østrøms kig i krystalkuglen og udfordringen med at skaffe indtægter til statskassen i fremtiden.
Skat på finansielle transaktioner, roadpricing, afgifter på producerede enheder og afgifter på div. ressourcer, lader til at være noget vi ikke kan undgå i fremtiden. Det må politikere i gang med at forberede dem, os, samfundet og for den sags skyld resten af kloden på.
Hellere i går end i morgen.
Der hvor jeg ser et problem og som jeg ikke har set fornuftige bud på, er hvordan vi fastholder os mentalt i at være en del af et samfund.
Et samfund vi kan føle ejerskab ved, i kraft af de bidrag vi yder til det.
Følelsen af at tilhøre et fællesskab er i dag i høj grad defineret i lønarbejdet. Vi skal finde noget andet der binder os naturligt til fællesskabet inden vi i fremtiden, med den udvikling der vil komme, ikke skal ende som en flok krævende egoister.
Hvordan griber vi ikke mindst den mentale udfordring an?
Jah.., de finder sgu nok på noget andet, Lise Lotte. Nu er der nok lang tid til den fulde robotisering fra jord til bord, og hvem skal i øvrigt lave robotterne og de automatiske køretøjer? Men det ER virkelig fint nok med nedsættelse af arbejdstiden gennemsnitligt, så bliver der tid til at filosofere - som Platon.
Et par bevingede ord om arbejde:
"Arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og udbyttet bør derfor tilfalde dem, som arbejder"
(Socialdemokraternes Gotha Program, 1875)
"Arbejdet skiller os af med tre store onder: kedsomheden, lasten og fattigdommen"
(Voltaire i Candide, 1759).
"Arbejderen har ingen religion"
(Det kommunistiske Manifest, Marx og Engels, 1848)
"I dag arbejde. I morgen æde. ... Men i morgen kommer aldrig"
(Lassefar til Pelle i Pelle Erobreren, 1910)
"Laboremus pro patria" (arbejd for fædrelandet).
Brygger Carl Jacobsens valgsprog.
"Arbejdernes frigørelse er arbejdernes eget værk"
Gotha Programmet.
"Arbejdet adler manden"
Svensk romantitel af Maria Sofia Schwartz ,1859
M K N: "Laboremus pro patria" betyder "Lad os arbejde for fædrelandet" - men "labor" er en særlig slags arbejde, så det betyder snarere "virke" for fædrelandet.
I det hele taget er det, som Roland Paulsen med et vink med en vognstang fortæller, at vi skal virke i stedet for at lønarbejde. Han er inde på det, når han antyder, at hans eget arbejde slet ikke er rigtigt arbejde - og deri har han ret, det har blot været en foreløbig metode til at demokratisere det, der tidligere var forbeholdt dem, der ikke behøvede at arbejde. Når den hindring ikke længere består - og vi kan se, at det er meget nødvendigt at finde på løsninger, så vi ikke ender i de klassiske socialistiske rædsler, hvor man bliver nødt til med totalitære midler at tvinge folk til at slave i landbrudt; det er jo det, Maduro nu er ved at gennemtvinge i Venezuela, fordi han har ført en tåbelig politik, ligesom Pol Pot, Mao og Ho Chi Minh måtte af samme grund.
Hvis man skal have et velfungerende samfund, må vi tilbage til blandingsøkonomien, hvor staten ikke kompromitteres af at skulle udnytte arbejdskraften, men tværtimod kan opretholde samfundskontrakten OG sikre rammer for borgere på det private arbejdsmarked.
Husslaver gør som de får besked - truslen om tab af privilegier virker på 97%. Resten udstødes som uromagere og dissidenter.
"Konkurrencesamfundet", "Kapitalen" begge begreber har som "adelsmærke" at de HADER nytænkning hvis ikke den, som vi siger herude på landet, "kan ses på bundlinien".
Denne umanerlige grådighed hos de rige, halvrige og smårige som vil gøre ALT op i økonomisk fortjeneste i den tro at det gavner den økonomiske fortjeneste.....
Det kan man så se ikke ikke passer fordi man ved at ignorere de, i konkurrencestatens jargon "bløde værdier" udover menneskers trivsel skader: Ja gæt: Den økonomiske fortjeneste.
Så er der kun tilbage at se på at det altså som sædvanlig er de priviligerede der vil have de mindre priviligerede til at udrette mere, så man får en bedre udnyttelse af dem til egen gevinst.
Det føres så til torvs med argumenter som at de priviligerede er dygtigere, mere arbejdsomme, smartere og så videre. Som om det at man var dygtigere smartere og mere arbejdsom NETOP ikke skulle føre til at man var mere solidarisk med de svage. Noblesse Oblige...(undskyld mit franske)
For folk der er ENDNU dårligere til fransk end jeg: Det betyder "Adel forpligter"
De højreorienterede og de konservative hader jo andres frihed. Det lyser ud af øjnene på dem, at de er angste ved tanken. For de ved jo ligesom os andre, at ved kedsomhed følger kreativitet - hvilket åbenbart leder til en paranoid tro på, at så kommer alle fattige bare og stjæler og spiser børn, eller noget...
Det er KUN rimeligt, at nedsætte arbejdstiden yderligere nu hvor den ene % har fået de produktivitets-stigninger der er bedt om over de sidste årtier og samtidigt er lykkedes med, at få ravet det primære af overskuddet til sig.
Logikken siger vel, at hvis vi går rundt og arbejder 8 timer om dagen men alligevel kun er produktive de 6 af dem, ja så kan man sgu da i det mindste spare på den strøm/varme/slidtage af faciliteter, samt mindske udgifter til sygdom osv. osv.
Mindre kø på vejene, mindre spild, mindre brok, mere tid til at tale med din nabo, familie, den lokale muslim - ja han skulle nødig blive radikaliseret, ik? ;-)
Måske udsætter vi enda den menneskelige afvikling en rum tid så vi først drukner af havstigninger i år 2189.
Bøh!
Steffen Gliese - tak for rettelsen af bryggerens valgsprog.
Men dine socialistiske rædsler må du have for dig selv.
I øvrigt betyder ordet arbejde etymologisk at flytte noget fra én status til en anden. Også kendt fra fysik. Arbejde A = kraft x vej, altså den mængde energi,der skal bruges til at flytte et legeme en hvis afstand. Nu kunne legemet jo være én selv, og afstanden hen til prædikestolen, eller kateteret, eller professorens forskningsfaciliteter. Allerede der er der udført et stykke arbejde. Men man skal ikke underkende, at tanker også kræver energi, og hvis de flytter noget, udfører de et nyt stykke arbejde. Så professoren skal ikke være så beskeden, at han ikke synes han arbejder, hvis han vel at mærke tænker noget nyt. Af betydning.
Det kommer jo ikke som noget chok at en marxistisk inspireret økonom forlanger kortere arbejdstid. Men det betyder heller ikke at det ikke kan være fornuftigt at se i den retning. Jeg tror dog det er vigtigt at være opmærksom på, at megen aktivitet i dag er serviceaktivitet - som Marx hadede. De nødvendige varer (og måske endda fødevarer) er rimelig overkommelige at producere. Men behovet for service - er naturligvis umætteligt - hvis prisen er rigtig. Hjemmeservice kan man så selv udføre i sin fritid - men sundhed, social service, reperationer etc. kræver professionelle.
MKN_du kunne måske også tilføje -
"Kærlighed, arbejde og viden er livets kilder. De burde også styre det." - Wilhelm Reich.
En 30 timers arbejdsuge tror jeg ikke ville være noget problem at indføre som sådan - Det som forhindre det er den økonomiske magt elites griskhed. Dele af den skummer enorme summer af den samlede økonomi ved bare at flytte rundt på kapital. En kapital som kun kan skabes gennem real økonomien, hvor vi alle sammen knokler. Og bare skal vedblive med at knokle til en stadig mindre del af kagen.
Der bør sættes politisk ind mod denne økonomisk udbytning. Men problemet her er, at politikerne er føler sig handlings lammet af frygt for kapitalflugt p.g.a. kapitalens globalisering. Det er nødvendigt med en form for politisk konsensus globalt set ellers risikere vi, at kapitalen for alvor opsluges af de få, når først industrialisering ver. 4.0 for alvor sætter i gang gennem diverse mere eller mindre "intelligente" robot tekniker.
...Det er nu, der skal politisk handling til. Kapitalen er ved at få overhånd med demokratiet. Og det må bare ikke ske på nogen vilkår.
Det der sker lige nu politisk er brutalt og svare til at tisse i bukserne før stormen for alvor bryder løs og rasere middelstanden og det gode liv. At sende dele af befolkningen ud over kanten er en brutal og utilladelig løsning. Men majoriteten af vælgerne vender det døve øre til dels af angst og dels fordi de,endnu, ikke føler sig ramt. Men det er begyndt blandt f.eks. nyuddannede akademikere, som må se deres "drømme" fortabe sig i evige projektansættelser.
...Når først "totalkredit" segmentet oplever deres børn ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet går realiteter også, nødtvunget, op for dem.
Og helt ærligt. Skulle Danmark blive en smule fattigere med mindre vækst så overlever vi sagtens det. Danmark er rigere som aldrig før og alligevel høre vi gang på gang vi er økonomisk på røven. Før, da der knap var så mange penge var der, sjovt nok, råd til det hele og mere til.
...Befolkningen er udsat for en ordentlig omgang manipulerende svindler vrøvl, hvor alle beskidte tricks tages i brug. Nu på 15. år.
Jan Weis, - kærlighed, i betydningen "følelser", og arbejde styrer nok verden, Men ikke viden. Hverken i form af "ny viden" eller "erindring".
Se fx. krigene i Afghanistan, Irak og Syrien. Hvor var den nødvendige viden henne? Den fandtes i bibliotekerne i Oxford, Michigan og Massachusetts, men blev ikke brugt. Ingen ville vide af den. Kun følelser og krigens arbejde talte.
Ikke for at blande mig - men jeg tænkte, da jeg læste - at det ikke er de samme mennesker, som besidder viden/ erindring, som dem der besidder følelser og krigens arbejde?
Vi lever en ufri slavestilværelse hvor hovedparten af værdien af vores arbejde tilfalder nogle andre. Men alligevel taler vi denne "tilværelse" op til at være alt fra vidunderlig til ikke så skidt endda.
Hvorfor gør vi det?
Steffen Glieses første kommentar er det tætteste jeg kan komme på et svar.
Anne Eriksen - nej, men det burde det måske være.
Søren Johannesen, de, der taler denne tilværelse op, er dem, som håber på selv at vinde.
Når robotter drømmer, så kan de kun drømme om ting og idéer som allerede findes, hvilket betyder at alle deres drømme blive endeløse variationer af "de samme" drømme.
Ligegyldig hvor mange variationer man laver af en hestevogn, så bliver det aldrig til en elbil. De gamle ideer må skrottes eller sker der aldrig noget nyt. Nedsættelse af arbejdstiden er en sutteklud og en blindgyde, som andre gerne vil lede os ned ad, for de ved at det ikke er ægte forandring.
Verdens stærkes quantum computer (D-wave) findes pt. kun i to eksemplarer. Den ene hos producenten, den anden hos et selskab ejet af Google, NASA og CIA. Dens kølesystem er så kraftig at det udsender en dyb pulserende lyd, næsten som et hjerte slag. En af skaberne bag udtalte følgende omkring følelsen ved at stå ved siden af maskinen: "it is like stranding at the alter to an alien god" ... måske det er på tide at stole lidt mere på os selv ..... de store spørgsmål i livet kræver ingen computer for at vi kan svare på dem
Forfatters definition af "arbejde" er meget vag. (og muligvis forkert)
Er "arbejde" = det skal være "nyttigt" og hvordan vil hun beregne det? En stor del af et menneskes liv handler om vidensdeling. Viden influerer vores handlinger og omvendt
Det er bl.a. noget alle universitets forskere bidrager med. Og hvis du her vil have at "produktion" indgår så sker denne vidensdeling gennem ex artikler. (dvs produktion af artikler.. eller bøger mm.)
At hun ikke føler hun selv bidrager med meget kan hun da ikke generalisere ud på alle andre indenfor samme fag!
Jeg vil heller ikke kalde kunstnere for folk der ikke arbejder. De er også med til at bidrage til bl.a. samfunds diskussioner bl.a. gennem fortolkninger af disse i forskellige materialer.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal kalde hendes arbejdsdefinition for snobbet eller bare direkte forkert.. ærgeligt når det meste af artiklen ellers er god; med gode eksempler og vigtige diskussioner.
Jeg bliver altid irriteret og ked af det når humanister har et så forsimplet menneskesyn. (for de burde vide bedre! ja VIDE bedre)
"De, der tjener allermest, er ofte mennesker, som ejer kapital, de blot flytter rundt på."
Det kan jeg til gængæld godt forstå virker intuitivt forkert. Dog er jeg ikke økonomi klog nok til at føle jeg er helt berettiget til at forsvare det.
Forhåbentlig har hun ikke bare set en (meget forsimplet) græsk definition af arbejde og lagt den ud på nutidens samfund.
...Og hvad skal al den rigdom dog bruges til? Nå jo. Brian Mikkelsen (K) så gerne der kom flere, eller bare én, Bugatti Veyron på de danske landeveje. Bøvs.
Dødsangst eller måske bare angst i al almindelighed?
Artiklen er noget overfladisk efter min mening. De kristne arbejder eksempelvis på deres dogmer om at hunde ingen følelser har, at mennesket skal gøre sig til herrer over naturen og at mennesket som følge at syndefaldet skal tjene til det daglige brød i deres ansigts sved og ikke at forglemme verdens undergang og dommedag - crazy men sådan er det og disse mennesker er ikke med i denne artikel. Denne artikel diskutere nedsat arbejdstid ud fra en indsnævret humanistisk vinkel, hvor man ikke for alvor går i clinch med de kræfter der modarbejder mere fornuftig fritid til mennesker.
Et andet problem ved artiklen er at den tager for meget udgangspunkt i Roland og hans personlige forudsætninger, jeg tror eksempelvis ikke at alle mennesker vil opfatte det at filosofere som en fritidsbeskæftigelse mange menneskers er oplyste nok til at vide, at det er ganske krævende at filosofere.
- Denne artikel har den svaghed at den er for de sammenspiste og indviede....mange arbejdere vil føle sig fremmedgjorte, hvis artikelens visioner blev virkelighed.
- I stedet skulle vi udvikle de forskellige fag og sætte dem ind i mere berigende perspektiv for den enkelte.
- Det er rigtigt at meget arbejde ender direkte på lossepladsen - det går direkte fra produktions sted til losseplads og det skal vi have lave om på og vi kunne starte med nogen skrappere emballage krav.
Hvorvidt det er krævende at filosofere eller ej ændrer ikke på det forhold, at filosoferen i andet end absolut frihed er en illusion. Derfor er det godt, at en masse aktiviteter i samfundet ikke kobler indtægt og afhængighed af "den hånd, der fodrer."
Den velprøvede "Skraldemandsmodel" med nedsat arbejdstid og -løn (skat betaler det halve for den enkelte som "afgiver" arbejde) burde genindføres så alle der vil arbejde OGSÅ rent faktisk kommer i arbejde. Vi har en underbeskæftigelse på mindst 200.000 stillinger. Teknologi skal selvfølgelig løfte velfærden for de mange og ikke de få; - den ene procent eller de 10 % rigeste.
Eksemplet i artiklen fra Toyota I Sverige lyder oplagt, ligesom tidligere erfaringer fra den tyske metal- og bilindustri.
Arbejdspladser skaber ikke sig selv ved Say's lov. Det er GIGA-fejlen i den danske arbejdsmarkedspolitik, hvilket bl.a. OECD har påpeget med bemærkninger om, at der i DK ensidigt satses på udbudssiden (efterlønsreform, incitamenter ved lavere dagpenge osv) og at efterspørgselssiden forsømmes afgørende i DK dvs. hvor mange personer arbejdsgiverne vil ansætte på hvilke vilkår? 6 ud af 10 nye arbejdspladser i de senere år er tilfaldet udlændige i hovedreglen på usle løn- og arbejdsvilkår.
Kim Paulsen, vi ved jo af historisk erfaring, at det er efterspørgselssiden, der er den interessante, og at arbejdskraftreserven nok skal møde op, når der er rigtige jo på almindelige overenskomstbetingelser.
Vi kan ikke bruge skraldemandmodellen til de højere specialiserede funktioner som f.eks speciallæger, højt specialiserede forskere og andre, hvor der kun findes få afløsere..
Men vi kan satse på at uddanne flere specialister.
Det er så det, som regeringen og den forrige regering afviser ved at sørge for, at adgangen til studier bliver sværere, SU'en bliver forringet og arbejdsløse får ikke ret til at opkvalificere sig. Og så er der det med det ringere indhold i studierne, som vinder hævd - for vi skal jo skynde is, skynde os, skynde os, så vi ikke kommer for sent til.. døden.
Mener vi har mange højt kvalificerede både unge (30 % demitendledighed) og folk med årtiers erfaring, som ofte ikke kan få så meget som blot én samtale om job i Storkøbenhavn. Så skraldemandsmoddellen er selvfølge relevant så længe der er underbeskæftigelse. Når der er engang måske kommer fuld beskæftigelse kan ordningen afskaffes igen.
Arbejdetsmarkedet er blevet for "cremen"; - en snæver profil på omkring 33-45 år. Resten må gå fra den ene kortvarige ansættelse til den anden. Ofte en underbeskæftigelse, der går under radaren i den officielle arbejdsløshedsstatistik. De unge prøver løndumping for at komme ind, mens de ældre ikke kan gå så langt ned i løn pga. faste udgifter på et meget højere niveau end hos de unge.
Folk uden for den FASTE arbejdsstyrke (samt min. 100.000 ikke fastboende udlændige) har efter finanskrisen fået elendige løn- og arbejdsvilkår.
Skal DET ÆNDRES så kræver det solidaritet med dem, der har magt til at ændre tingenes tilstand og det er primært de fuldstidsskæftigede, som arbejdsgiverene ikke kan undvære. De arbejdsløse har ingen position og der tales grimt om dem. Stor privat gældsætning og forøget jobusikkerhed på arbejdsmarkedet har imidlertid sat sit præg efter finanskrisen, så selv dem med "sit på det tørre" ikke tør gøre noget.
Fagbevægelsen har en ny opgave og jeg håber den snart vil løfte opgaven som i de "gode gamle dage". Tænk blot på vilkårene under den industrielle revolution.
Kim Paulsen, hvis fagbevægelsen havde kæmpet imod Nyrups forringelser af dagpengene og senere efterlønnen, havde vi haft et brugbart system, der kompenserede folk imellem de løse ansættelser, der kun vil komme flere og flere af.
Nu var Nyrup jo socialdemokrat (tror jeg) men det var ikke kun dagpengene og efterlønnen, der led skade - fagbevægelsen har fået dødsstødet, er jeg bange for...
Jeg kan faktisk ikke forstå, at butiksansatte eller sygeplejersker ikke bliver vrede på os, der ikke bidrager med særligt meget, men som tjener meget mere
Ja, det kan jeg heller ikke forstå.