Arkæologisk sensation: Glasperlernes hemmelighed

Ordet globalisering signalerer en ny tid og en mere åben verden end før. Men det er ikke noget, som kun hører nutiden til, ej heller det seneste århundrede.

Globaliseringen satte for alvor ind for omkring 4.000 år siden ved bronzealderens begyndelse.

En særegen og rig nordisk bronzealderkultur var under udvikling, hvor forbindelser med omverdenen blev vigtige.

Råmaterialer som kobber og tin, der danner det gyldne bronze, skulle transporteres hertil fra fjerne egne. Uden bronze, ingen bronzealder.

Langs handelsvejene fulgte tanker og idéer. Den enæggede ragekniv, klapstole og den hesteforspændte tohjulede vogn afspejler eksempelvis idéer og teknologi, som omkring 1400 f.v.t. blev bragt til Norden helt fra det østlige Middelhav.

Nogle forskere har antydet, at elementer i den nordiske bronzealders solreligion kan skyldes påvirkninger fra egyptisk religion. Andre har været mere forsigtige:

Tilsyneladende beslægtede religiøse motiver kan godt opstå uafhængigt af hinanden.

Nye analysemetoder har medvirket til en sensation

Rav og guld var andre råmaterialer af største betydning i bronzealderen, men hertil kommer endnu et, som ligesom er blevet overset i den ellers så veludforskede bronzealder.

Det er glas, som optræder i form af glasperler. Fra ældre bronzealder, mellem cirka 1400 og 1100 f.v.t., kender vi et antal glasperler i nordiske gravfund – ja, slet ikke så få endda.

Da et fint fund fra Ry for en del år siden blev præsenteret, blev antallet ganske vist anslået til at være mindre end ti. En nøjere gennemgang af fundene fra Danmark og Slesvig-Holsten viser dog, at der kendes 292 glasperler (fra 51 fund) fra denne tid. Perlerne er ganske små, højst et par cm i diameter og er som oftest blå.

Nye analysemetoder har givet håndgribelige vidnesbyrd om bronzealderens vidtrækkende forbindelser, og det er ikke nogen overdrivelse at tale om en sensation.

Tråde kan nu trækkes fra Danmark i nord og direkte til både Egypten og Mesopotamien.

Det nye er, at man kan sige noget om perlerne

Det er overhovedet ikke nogen nyhed, at der er glasperler i gravfundene fra ældre bronzealder – de har været kendt, lige så længe omhyggelige udgravninger har fundet sted.

Nationalmuseets Sophus Müller skrev i 1882, at de blå perler kunne stamme fra Orienten, og han nævner, at perler af ganske samme art kendes fra Egypten.

Senere blev forskerne mere forsigtige og usikre. Når man ikke vidste, hvor de kom fra, kunne man heller ikke sige noget om forbindelsesvejene. Den perlekyndige konservator Torben Sode knyttede kontakten, som gav et gennembrud:

Det nye er, at nu kan vi sige noget om disse perler.

Analysemetoden involverer brug af laser

I et samarbejde mellem Moesgaard Museum, Nationalmuseet og Institut de Recherche sur les Archaéomatériaux under det franske nationale center for videnskab CNRS, l’Université d’Orléans er 23 danske glasperlefund nu blevet udvalgt og analyseret.

20 af dem er fra Nationalmuseet, to er fra Moesgaard Museum og et er fra Odense Bys Museer.

Det franske forskningscenter har de nyeste spektrometre, der uden indgreb kan aflæse den kemiske sammensætning af forhistoriske genstande, herunder glas.

Vi skal ikke her komme ind på de nærmere tekniske detaljer, men blot nævne, at analysemetoden er en variant af plasma-massespektrometri, som involverer brug af laser.

I Orléans findes en omfattende database

Metoden gør det muligt at aflæse glassets kemiske sammensætning på en ikke-destruktiv måde. For eksempel kan man se, hvilke stoffer der er brugt til at farve glasset blåt. Både kobolt og jernoxider blev anvendt.

Men det er ikke nok blot at få udskrevet en lang liste, der viser glassets kemiske sammensætning. Der skal mere til for at opnå de store resultater.

I Orléans har man gennem et omfattende internationalt samarbejde opbygget en database over den kemiske sammensætning af glas og glasperler fra en lang række steder, blandt andet Amarna i Egypten og Nuzi i Mesopotamien.

Med dette store sammenligningsmateriale kunne de danske glasperlers kemiske sammensætning, hvor man ser efter særlige sporstoffer, sammenlignes med andre fund.

Hurtigt blev det klart, at glasset i to perler måtte stamme fra Egypten, mens de andre perler kunne knyttes til Mesopotamien.

Den kemiske sammensætning afslørede en sammenhæng

Forfatterne til disse linjer sad sammen og så på computerskærmen, mens resultaterne kom ind. Stor var glæden og overraskelsen, da den kemiske sammensætning af en glasperle fra Ølby ved Køge trådte frem på skærmen.

Der kunne hurtigt sammenlignes, og perlen var fra Egypten. For første gang var der opdaget typisk egyptisk koboltglas uden for Middelhavsområdet, og endda så langt mod nord som i Danmark. Sophus Müllers antagelse var blevet bekræftet.

Lad os se nærmere på graven fra Ølby, som er blandt de rigeste fra bronzealderen.

En fornem kvinde blev mellem 1400 og 1300 f.v.t. begravet i en egekiste i en stor gravhøj. Hun var klædt i et snoreskørt som Egtvedpigen, men meget flottere, for skørtets snore var omsat med mindst 125 små bronzerør, der har skinnet som guld i solen, og lyden af skørtet har ikke været mindre interessant end synsindtrykket, når hun gik eller dansede.

Kvinden bar en flot bælteplade og en halskrave, begge i bronze og overdådigt spiralornamenterede. Hun havde en dolk med i form af den nederste del af en sværdklinge. Sidst, men ikke mindst, bar hun ved den ene overarm et smykke bestående af en blå glasperle, som vi nu ved er fra Egypten, to ravperler af samme form, samt spiralperler af bronze.

Perlernes kemiske sammensætning er meget ens

En anden koboltblå perle er også fra en rig grav. En kvinde fra Hesselager, Sydøstfyn, havde en bronzearmring på hver arm, og hendes bælteplade var endnu større end Ølby-kvindens.

Kvinden fra Hesselager bar glasperlen om halsen sammen med fire ravperler, mens kvinden fra Ølby havde perlen ved overarmen. Fælles for begge grave er, at glasperlerne indgår i et smykkesæt sammen med ravperler.

Bortset fra, at den ene af de to perler er lidt mørkere end den anden, hvilket skyldes mængden af tilsat kobolt, er deres kemiske sammensætning meget ens.

Ved at sammenligne med glasmateriale fra kendte fundsteder er det overvejende sandsynligt, at glasset er produceret i enten Malkata eller Amarna ved Theben i Egypten. I Malkata begyndte glasproduktionen, herunder det blå koboltglas, i farao Amenhotep 3.s regeringstid, 1390-1353/52 f.v.t.

Efter hans død kom den mærkelige og fascinerende farao Akhnaton til magten. Han forsøgte at reformere den egyptiske religion og opførte en helt ny residensby ved Amarna.

Tutankhamons dødsmaske og perlerne er måske fremstillet samme sted

Her blomstrede glasproduktionen, og flere værksteder, hvor genstande af glas og fajance blev fremstillet, er udgravet. Her blev der fremstillet glas, som blandt andet i form af indlægninger blev brugt til udsmykning af det prægtige kongelige palads.

Også i en række fornemme genstande, fundet i tidens grave, indgår glas.

Det nok bedst kendte af alle egyptiske kunstværker, Tutankhamons dødsmaske i guld, er forsynet med indlægninger af blåt glas. Han efterfulgte Akhnaton på tronen og døde 1323 f.v.t.

Det er en fascinerende tanke, at glasperlerne fra Ølby og Hesselager kan være fremstillet i de samme værksteder som den egyptiske konges berømte guldmaske.

Vi skal ikke regne med at perlerne er hentet direkte i Egypten

Vi skal nok ikke regne med, at perlerne fra Ølby og Hesselager blev hentet direkte i Egypten af nordiske kvinder eller mænd.

Flere led har indgået i perlernes lange rejse. På dette tidspunkt havde Egypten nære forbindelser med den græske, dvs. mykenske verden.

I Amarna er der fundet store mængder af keramik fra Grækenland og Cypern. Ikke alt er luksuskeramik, noget er også almindelig brugskeramik. Omvendt er der fundet glasperler af egyptisk glas i bl.a. Mykene i Grækenland.

Et sunket handelsskib havde nordisk rav ombord

Et nøglefund til forståelse af ruterne i Middelhavet er et skibsvrag fra Uluburun nær Bodrum ud for den vesttyrkiske kyst. Her sank et handelsskib i bølgerne i årtierne efter 1350 f.v.t. Skibet var bygget af cedertræ fra Libanon eller Cypern.

10 tons kobberbarrer fra Cypern udgjorde den tungeste del af lasten, men der var meget andet ombord, som vidner om en regulær rutefart rundt i det østlige Middelhav, blandt andet lerkar fra Syrien, Libanon eller det nordlige Israel.

Der var elefantstødtænder og flodhestetænder – altså elfenben. I lasten indgik også barrer af blåt glas, og den kemiske sammensætning er blevet analyseret. Det er koboltglas fra Amarna – og med et fint match i forhold til perlerne fra Ølby og Hesselager. Sidst, men ikke mindst: Der var også nordisk rav med ombord.

Langt størstedelen af glasperlerne kommer endnu længere væk fra

Skibsvragets barrer af blåt glas var sikkert tiltænkt havne i Grækenland, hvor de kunne blive omsmeltet og indgå i forskellige smykker. Fra Grækenland, måske Mykene selv, kunne glasperler komme videre til Norden ad forskellige ruter.

Det kunne være en vestlig rute op til ‘bunden’ af Adriaterhavet, videre langs Pofloden, over Alperne og til Tyskland og Rhinen, eller en mere østlig rute langs floderne Donau og Oder. Den ene rute ender i Nordsøen, den anden i Østersøen.

Langt størstedelen af de analyserede glasperler kommer dog endnu længere væk fra, end hvad Sophus Müller havde forestillet sig. De er fra Mesopotamien, et gammelt rige, som strakte sig over dele af det nuværende Syrien og Irak. Mesopotamien er et oldgræsk ord for »landet mellem floderne«, dvs. Tigris og Eufrat.

Sumererne, kassiterne og assyrerne var nogle af de folk, som regerede over landet i dets lange historie. Meget kendt er paladsbyerne, som var de egentlige magtcentre spredt ud over det enorme land fra Babylon i syd (nær det nuværende Baghdad) til Mari på grænsen mellem det nuværende Syrien og Nordirak.

Kultøkser af glas har næsten samme kemiske profil

Noget af det tidligste glas, der er kommet til Norden, stammer fra byen Nippur, cirka 150 kilometer sydøst for Baghdad. I en høj ved Melby på Sjælland lå en kvinde begravet med en mørkeblå glasperle og to ravperler, hvoraf den ene ravperle er formet som en økse.

Graven er fra mellem 1400 og 1300 f.v.t. og perlen er altså en af de tidligste former, der kom til Norden. Perlen fra Melby er farvet med et farvestof – kobolt – men ikke af den samme type, som egypterne brugte. Derimod kendes det fra glas fremstillet i Nippur.

I et af byens templer har arkæologerne fundet særlige kultøkser af glas, og det har næsten samme kemiske profil som perlen fra Melby. Den lille glasperle har altså rejst tusindvis af kilometer, før den endte sin rejse på brystet af en sjællandsk kvinde.

En mesopotamisk øjenperle skilte sig ud

Blandt de mange glasperlefund fra Danmark skiller en anden mesopotamisk perle sig også ud. Det er en øjeperle, som er fremstillet af blåt glas, hvor tre fordybninger er slebet ind i perlen.

Gruberne er først blevet udfyldt med et lag hvidt glas og derefter med et »øje« i henholdsvis gult og orange glas. Øjeperlerne er forholdsvis almindelige i Mesopotamien, men det er første gang, at en øjeperle findes uden for det østlige Middelhavsområde.

Øjeperlen blev fundet i en grav ved Søviggård nord for Varde i Vestjylland, og den er samtidig med Melby-graven. Kvinden, som fik perlen med sig i graven, var fornemt udstyret med en bælteplade, halskrave, en dragtnål med et hjulkors på og ravperler.

I mange år har man forvekslet glas med rav

Hendes grav ligger tæt på den jyske vestkyst, hvor store mængder rav skyller op på stranden. Netop ravet har en særlig fortælling i forhold til dette fund – men ikke helt, som man måske skulle tro.

Rav var en værdifuld handelsvare i bronzealderen og var eftertragtet af mykenske konger, paladsbyernes herskere og Egyptens faraoer. Det var så værdifuldt, at en kopivare blev forsøgt sat i omløb fra de mesopotamiske glasværksteder.

Det såkaldte ravglas var orange i farven, og man lavede forsøg med at tilsætte fyrrenåle for at opnå »naturlige« indlejringer af organisk materiale, præcis som man ser det i rav. Det ene øje på perlen fra Søviggård er netop fremstillet af glas med ravets farve.

I mange år har forskerne fejlagtigt troet, at glasset var rav! De nye analyser har fået os på bedre tanker.

Den kemiske sammensætning af perlerne i de to grave er meget ens

Handelen med glas og rav fortsatte i tiden mellem 1300 og 1100 f.v.t. Fra denne tid har vi de rigeste fund med glasperler i Sydskandinavien og Nordtyskland. Havnebyen Ugarit på den syriske Middelhavskyst oplevede i denne tid en sidste blomstring.

Byen var et centralt handelscenter, der forbandt ruterne til Mesopotamien med blandt andet Cypern og Mykene. Kort efter 1200 f.v.t. blev Ugarit lagt øde af en fremmed krigsflåde for aldrig mere at genopstå. Til trods for urolige tider i det østlige Middelhavsområde, nåede nordisk rav dog stadig frem til det græske område.

Fra 1300-1100 f.v.t. kan vi fremhæve to grave med glasperler fra Mesopotamien. I Kongehøj ved Humlum (nord for Struer) blev en kvinde begravet i en urne med brændte knogler, 44 turkisblå glasperler og to snoede guldarmringe.

I en grav ved Omme (nord for Bramminge) blev en anden kvinde begravet med 24 af den samme type glasperler, foruden tre brudstykker af glasperler samt en lille guldspiralring.

Den kemiske sammensætning af perlerne i de to grave er så ens, at det er fristende at forestille sig, at de to personer, begge begravet i baglandet bag den ravrige jyske vestkyst, har haft forbindelse med hinanden.

Er forklaringen politisk eller religiøs?

Når vi ser på de danske grave med glasperler, er det påfaldende, hvor ofte det blå glas fra fjerne egne og det gyldne hjemlige rav optræder sammen. Er forklaringen politisk eller religiøs?

Den politiske betydning har givetvis spillet ind: Det var de førende slægter i bronzealderens samfund, som kunne kontrollere indsamlingen og opnå udbytte ved den videre distribution af ravet. De samme slægter var modtagere af de værdifulde glasperler. Glasperlerne markerede således adgangen til et netværk af kontakter igennem Europa, elitens kontaktnet.

Fund af nordisk rav gennem Europa – og videre – har givet et godt kendskab til bronzealderens handelsruter (se Skalk 2014:3). Og vi har nu set, hvorledes glasperlerne og ravperlerne er nært knyttet til hinanden i Nordens grave, men også langs forbindelsesvejene er der en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem perler af de to materialer.

I Alperne er der kun fundet én enkelt blå glasperle

I en grav fra omkring 1400 f.v.t. fra Schwarza i Thüringen, Tyskland, er der fundet to blå glasperler sammen med 61 ravperler. Længere mod sydøst, langs de østlige ravveje, i en hule ved Cioclovina i de transsylvanske bjerge, møder vi igen de blå glasperler sammen med nordisk rav.

På hvad der sandsynligvis har været to hestes paradeudstyr har der engang været broderet ikke færre end 500 fajanceperler, 1770 ravperler og 1395 glasperler, på seletøjet. Det utrolige fund er fra tiden omkring 1300 f.v.t., hvor glashandlen når et højdepunkt i ældre bronzealder.

I Alperne, dvs. ved handelsruterne til Brennerpasset, er der kun fundet én enkelt blå glasperle fra tiden mellem 1400 og 1300 f.v.t. Den er fundet på Sotciastel i Sydtyrol, hvor en let befæstet storgård er udgravet. Perlens kemiske sammensætning viser, at den enten er fremstillet i Egypten eller Mesopotamien.

Der er dog ikke fundet nordisk rav på dette sted, men det er der til gengæld på en lignende storgård på Albanbühel, lidt nærmere Brennerpasset (se Skalk 2014:3).

En rig grav på Korsika indeholder et særligt smykke

Når vi bevæger os ned til Middelhavet, er der flere bemærkelsesværdige fund fra denne tid, hvor rav og det blå glas er fundet sammen.

I en rig grav ved Campu Stefanu på Korsika findes et smykke, der består af perler af nordisk rav og blå glasperler, som er fremstillet i Mesopotamien.

Glasperlernes kemiske profil er meget lig de danske fund fra samme tid, så det er sandsynligt, at de kommer fra samme værksted. Ved udgravningen af en pælebygningslandsby ved Lago Albani nær Rom er der ligeledes fundet nordisk rav og blå glasperler.

Ravet nåede helt til Egypten

I Grækenland, både i Mykene og Tiryns, er der fundet både nordisk rav og blåt glas. I det spændende skibsvrag fra Uluburun ved Tyrkiets kyst er der fundet 350 kg glasbarrer fra Egypten (Amarna) sammen med 41 perler af nordisk rav.

Så langt som til Syrien nåede ravet. Ved Qatna nær Homs, på handelsvejen fra Middelhavet via Ugarit til Mesopotamien, er der i en kongelig gravhule fundet et lille bæger udskåret i nordisk rav, i form som en løve. Blandt det fornemme gravudstyr indgår kæder med glasperler, rav og halvædelsten.

Selv til Egypten nåede ravet. Ikke langt fra Amarna, i Kongernes Dal, blev Tutankhamon begravet. En skarabæ, der sandsynligvis er udskåret af nordisk rav, fulgte ham sammen med store ravkæder i skatkisterne.

Solgudens tårer blev til rav

Som materiale har rav og glas det tilfælles, at solens lys kan trænge igennem den skinnende overflade. Måske havde ravet og glasset særlige symbolske betydninger, som var knyttet til tidens religiøse forestillingsverden. Man kan have tiltænkt rav og glas magiske egenskaber, som blev forstærket af, at perlerne blev båret tæt sammen.

Langt senere græske kilder beretter om ravets tilknytning til solen. På græsk kaldtes rav elektron, som synes nært beslægtet med ordet elektor, der kan betyde sol eller den strålende. I den græske mytologi blev solguden Helios’ døtre forvandlet til poppeltræer, da de hørte om deres broder Phaetons død.

De sørgendes tårer blev til rav. Den græske forfatter Appolonius af Rhodos, der omkring 250 f.v.t. var leder af det fantastiske bibliotek i Alexandria, fortæller, at solguden Apollon under en rejse til hyperboræernes land højt mod nord hørte om sin søn Asklepios’ død. Solgudens tårer blev da til rav.

Det er ikke umuligt, at det solgyldne rav havde en lignende betydning i bronzealderens solreligion, og at ravet blev opfattet som solens tårer, en magisk manifestation af solen.

En nakkeskammel kunne hjælpe sjælen videre på dens evige færd

I Egypten havde farven blå, herunder mørk koboltblå, en række betydninger knyttet til religionen. Blå var himlens farve, men det var også farven på det kosmiske hav, som egypterne mente fandtes over jorden. Blå var også et symbol på urhavet, som solen for første gang steg op af i tidernes morgen. Herved blev den blå farve et stærkt sindbillede på liv og genfødsel.

Når Tutankhamon i sin grav havde en nakkeskammel af blåt glas, så understreger farven nakkeskamlens egne symbolske værdier. Symbolikken gik på, at hovedet lagde sig til hvile om aftenen, rejste sig om morgenen og således kunne sammenlignes med solen.

For den døde i graven kunne nakkeskamlen på mystisk vis medvirke til, at den dødes sjæl kunne rejse sig og forenes med solen på dens evige færd: Sjælen kunne genfødes, således som Solen i tidernes morgen blev født af urhavet.

To perler i graven kunne udgøre en bøn

Helt lavpraktisk troede den almindelige egypter, som levede fjernt fra de mægtige paladser og templer, at de blå glasperler var små amuletter, som styrkede helbreddet og beskyttede mod sygdom og ulykke – præcis som de små mørkeblå glasperler med et lille hvidt øje i, som man i dag kan købe som souvenir overalt på de græske øer og i Tyrkiet (se Skalk 1994:6).

Måske er tanker om betydningen af farven blå rejst med perlerne til Norden. Måske tænkte man, at ånden af himmel og hav kunne bo i de blå perler. En ravperle og en glasperle, der hørte tæt sammen, kunne på elegant og mystisk vis repræsentere den mytologiske fortælling om solens færd over himlen.

For den døde i graven kunne de to perler sammen udgøre en bøn om, at hun i sit efterliv skulle forenes med solen og dele skæbne med solen på dens evige færd.

Glasperlerne var noget helt særligt

Der er ingen tvivl om, at perlerne havde en særlig betydning.

De fleste perler – både af glas og rav – er fundet i kvindegrave, men både mænd og børn har også fået de værdifulde smykker med sig: Som værneamuletter, som en forbøn til solen, eller som et sidste held og lykke på rejsen fra de efterladte.

De er og var noget helt særligt, de små blå perler, som var skabt i ørkenstøv under den evige sol og blå himmel og endte med at blive begravet ved Nordens forblæste kyster.

Perlerne udgør et uventet spring frem i vores viden om globaliseringen i bronzealderen

Bronzealderens ravperler og glasperler var nært knyttet til hinanden. I hver ende af verden optræder de to markante materialer sammen. I det østlige Middelhavsområde var det solgule rav fra nord eksotisk og eftertragtet, og Ravvejen er et velkendt begreb.

Omvendt var perler af det blå glas fra Egypten og Mesopotamien meget værdsat i Norden. De nye opdagelser, baseret på naturvidenskabelige analyser, har givet os bedre muligheder for at forstå forbindelseslinjerne over umådelige afstande i bronzealderens verden. Ravet og glasset var så at sige polerne i denne dobbeltrettede trafik, hvor tanker og idéer fulgte med. Ravvejen var også Glasvejen.

Fortællingen om glasperlerne udgør et uventet spring frem i vores viden om globaliseringen i bronzealderen. Flere glasperler skal analyseres for at befæste resultaterne, og der er endnu ikke taget hul på perlerne fra yngre bronzealder.

Nogle af disse vil måske vise sig at være fremstillet i Norditalien, hvor nye norditalienske glasproducenter begynder at optræde på det europæiske glasmarked efter 1200 f.v.t. Det bliver spændende at arbejde videre med at undersøge de omskiftelige markedsforhold i den fascinerende bronzealderverden.