Den sidste uge har været helt overvældende. Forfærdelig. Det er som at stå midt i et politisk jordskælv af – for mig – ukendte dimensioner. Det oprindelige, første jordskælv – Trumps valgsejr over Hillary – har nemlig resulteret i en række endnu kraftigere efterskælv. Det ene mere voldsomt end det andet. For et var selve resultatet af valget. Noget helt, helt andet er den sidste uges daglige politiske udmeldinger, beslutninger og dekreter fra Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus.
Vi har været vidner til, at den nyvalgte præsident fra dag ét er gået i krig mod ikke bare kritiske journalister, men hele medier. Der er også blevet tid til at opfinde sin helt egen trumpske virkelighed frit svævende mange luftlag over al faktuel viden og anerkendt forskning. Og som om det ikke var nok, så har Trump også nået at sende nogle af USA's allernærmeste allierede, EU og NATO og ikke mindst nabolandet Mexico, igennem en decideret verbal spanking-maskine og dertil lukket munden på den amerikanske miljøstyrelse og dens ansatte. I samme ombæring er budgetterne for igangværende og kommende klimaforskningsprojekter indefrosset, hvilket underminerer det internationale forskningssamfunds mulighed for at overvåge og følge klimaforandringerne.
Men her stopper det ikke. Trump har også valgt at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af valghandlingen. Og som prikken over i’et fik den nytiltrådte præsident sidst på ugen både slået fast, at brug af tortur er okay, mens han har forbudt mennesker fra specifikke lande og trosretninger indrejse og asyl i USA, hvorved Trump bryder med folkeretten.
Det var den første uge i vores alle sammens nye Trump-virkelighed. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at der tegner sig et tydeligt politisk mønster i den nye amerikanske præsidents ageren. Nemlig at vi – alle os på begge sider af Atlanten, der vil en anden og mere humanistisk, progressiv og grøn vej for verden – skal lynbombarderes med det ene (vanvittige) politiske udspil og dekret efter det andet.
Det er midt i dette omfattende system-sammenbrud, at Trump sætter yderligere turbo på og kaster den ene politiske håndgranat efter den anden
Hvad rationalet er i det, kan man kun gisne om. Men et godt bud kunne være, at Trump og hans regering, bakket godt op af markante økonomiske interesser inden for ikke mindst den gamle fossile industri, har den ambition, at vi som borgere skal miste først overblikket, dernæst orienteringsevnen og til sidst vores politiske jordforbindelse.
Det vil sige vores fornemmelse af, hvad der er menneskeligt rigtigt og forkert i denne verden. Givetvis med den forhåbning, at det ender med, at vi alle står som handlingslammede rådyr fanget i den modkørende bils forlygter. Hvis det først lykkes, er der åbnet en politisk ladeport for endnu mere radikale politiske og økonomiske forandring. Til gavn for de få superrige (hvide mænd), den fossile industri og de mest højreorienterede kræfter. Ikke bare i USA, men også her i Europa.
Det, jeg her har skrevet, lyder allermest som en sci-fi-politisk-thriller grænsende til en full-blown konspirationsteori. Indrømmet. Men jeg har heller ikke i hele min levetid oplevet noget tilsvarende det, der sker i disse uger. Det, vi er vidne til, er ikke bare et enkelt systems sammenbrud, men flere systemers sammenbrud. Samtidig. Klima-systemernes sammenbrud. De politiske systemers sammenbrud. De økonomiske systemers sammenbrud. De sociale systemers sammenbrud. De kulturelle systemers sammenbrud. De menneskeretslige systemers sammenbrud.
Det er midt i dette omfattende system-sammenbrud, at Trump sætter yderligere turbo på og kaster den ene politiske håndgranat efter den anden ind i et system, der i forvejen er ved at kollapse. Og jeg indrømmer blankt, at Trump også var ved at vælte mig. Jeg har i hvert fald flere gange i den forløbne uge mistet både mit politiske overblik og dermed min orienteringsevne. Det hele er for overvældende. Og hans udmeldinger og handlinger kom i et tempo, der gjorde det nærmest umuligt at gennemskue konsekvenserne af ikke bare den enkelte beslutning, men i den grad også summen af alle beslutningerne. Resultatet for mig: oplevelsen af momentvis politisk og følelsesmæssig handlingslammelse.
Og jeg ved, at jeg ikke er alene om at have haft den oplevelse i løbet af den sidste uge. Det er nemlig de samme dagfølelser og nattedrømme, som mine venner og kolleger fortæller mig om, når vi snakker om Trump. Og lige efter ham Le Pen i Frankrig, Wilders i Holland, Brexit, de ekstreme højre-regeringer i Polen og Ungarn for selvfølgelig at ende med Putin. For så at vende tilbage igen til Trump, for Putin er vist – ud over Theresa May – den eneste, som den amerikanske præsident ikke har fornærmet.
Nogle af mine venner er seriøst begyndt at overveje at købe hus langt oppe i Norge eller på den anden side af kloden. Det er særligt dem, der har børnebørn, der siger den slags. For de kan slet ikke overskue, hvad det er for en verden, deres børnebørn skal leve i, når de bliver voksne.
Andre igen mener, at det allerede er for sent at gøre noget. At vi lige så godt, en gang for alle, kan indstille os på en ny verdenskrig – hvilken form den ellers måtte få og tage.
Igen: Jeg ved godt, at det, jeg her skriver, mildest talt lyder oppe i det røde emotionelle felt. Eller gør det nu også det? For er det ikke de samme overvejelser som flere nuværende eller tidligere statsoverhoveder og tænketanke har været ude med? Fra Merkel til Gorbatjov. De lægger ganske vist det analytiske tryk forskellige steder, men hvis man lægger deres udmeldinger op ved siden af hinanden, tegner der sig et verdensbillede, som mest af alt minder om årene lige før 2. Verdenskrig.
Uanset hvordan vi ser på og vurderer verdens tilstand, er noget sat i bevægelse. I os som uden for os. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent at stoppe dette kollektive sug og den menneskelige lemming-effekt efter det adrenalin kick og den identitets-renselse, (vi tror) en stor international konflikt og krig rummer.
Skriv kommentar